top of page

Godt nyt til ølhunde: Populært bryggeri lancerer ny stor ølfestival i Aarhus

Kasper Kudsk

Folkene bag det lokale ølbryggeri Stepping Stone Brewing afvikler til november den første udgave af festivalen 'Aarhus Together' ved Godsbanen.

For full article: Click HERE


BYLIV: Aarhus har allerede en af Europas mest roste musikfestivaler. Nu kan landets næststørste by snart se frem til at få en af de bedste festivaler for øl.

Det er ejerne bag det fremadstormende Aarhus-bryggeri Stepping Stone Brewing, der har taget initiativ til at skabe en god oplevelse omkring godt øl. Festivalen har fået navnet "Aarhus Together" og løber første gang af stablen til november på Godsbanen.

Første og anden november vil det være muligt for alle øl-glade århusianere at smage på noget af det bedste, som den internationale øl-verden har at byde på lige nu. Ved hjælp af andre bryggerier, restauranter og samarbejdspartnere i Aarhus har folkene bag Stepping Stone inviteret over 35 bryggerier fra Danmark og det store udland til at præsentere deres bryg i den Rå Hal på Godsbanen over to dage af tre sessioner.

Det vil være navne som Overtone og Cloudwater fra England, Vault City fra Skotland og Sudden Death fra Tyskland, som bliver sat sammen med nogle af de frembrusende danske og lokale navne.

- Vi vil gerne give folk nogle gode oplevelser sammen med deres bedste, og måske kommende bedste venner, omkring det gode øl. Derfor har vi forsøgt at involvere alle byens ølbarer, flaskebutikker og nogle af Aarhus' restauranter. Vi vil gerne skabe den her fællesskabsfølelse, hvor vi er sammen og hygger omkring det gode øl. Ikke bare fra Danmark, men fra hele verden, siger Daniel True, som er ansvarlig for salg og marketing ved Stepping Stone Brewing.

- Vi inviterer fra hele Europa og USA til Aarhus. Flere af bryggerierne har aldrig været på dansk jord. Så samtidig med, at vi inkluderer alle, så bliver det også med et højt kvalitativt niveau, forklarer Daniel True, der stiftede det århusianske bryggeri sammen med Runee Stusgaard og Simon Grøndahl Lyngholm Jakobsen for to år siden.


40.000 liter øl på et år

Den dynamiske trio har taget både Danmark og det europæiske marked med storm siden de lancerede deres bryggeri i 2022. Sidste år blev det til 40.000 liter øl, som blev fordelt til ølbarer, specialbutikker og restauranter over det meste af landet. Faktisk når øllene knap nok at nå hylderne, før der skal suppleres med nye varer.

En medgang, der nu har skabt en festival, hvor Stepping Stone giver tilbage til det marked, der har hjulpet dem i gang. Derfor er det århusianske bryggerier og nogle af de mest initiativrige danske bryggerier, som er med på listen sammen med nogle af det internationale markeds største navne.


Den store festival finder sted over to dage i november på Godsbanen. Foto: Stepping Stone

- Vi har blandt andet et bryggeri med fra Esbjerg, som ikke er så stort endnu, men som har skabt en ølfestival i deres egen by. En festival, som vores bryggeri blev inviteret med til i begyndelsen af vores eventyr. Dem vil vi gerne støtte op om og vise frem til alle andre. Det er Esbjerg Bryghus, som vi har inviteret med, ligesom vi også har Fanø Bryghus med, som har lavet Fanø Strong Beer, siger Daniel True.


Ingen poletter

Festivalen bliver en såkaldt 'Open Glas festival'. Det vil sige, at der ikke skal jongleres med poletter i løbet af de tre sessioner. Når du først er trådt ind gennem entreen, kan du smage på alt det, du har lyst til i den session, du har billet til.

Der er fri bar med andre ord.

- Vi vil hellere lave en federe oplevelse for gæsterne og bryggerierne. Ved brug af poletterne er du som bryggeri ikke sikret en indtjening på forhånd. Så i og med, at vi gerne vil støtte op om alle de deltagende bryggerier, så har vi valgt denne måde. Det bliver også mere hyggeligt for alle parter, fordi du bare skal stå og hygge dig, tale med hinanden og nyde øllet. Det gør også en stor forskel for dem, der skal præsentere deres øl, fordi de kan gemme sælger-genet væk og koncentrere sig om at fortælle og præsentere sig selv, siger Stepping Stone Brewings egen brygmester og medstifter, Runee Stusgaard.


Billetterne bliver snart sat til salg og der vil være billigere billetter til de hurtige og de studerende. Foto: Stepping Stone

Festivalen kommer til at løbe over to dage af tre sessioner. Fredag 1. november vil det foregå fra klokken 18 til 22, mens der lørdag 2. november vil være sessions fra 13 til 17 og igen 18 til 22. Udover øl vil det være muligt at købe mad på Godsbanen. Enten via Spiselauget i kantinen eller ved nogle af de mange foodtrucks, som bliver stillet op ude foran ved rampearealet i gården.

Billetprisen bliver 495 kroner, mens studerende kan komme ind til 375 kroner. Festivalen vil også snarest introducere early bird billetter til 395 kroner.

bottom of page